FAMILIESAMTALER
På Gustavsminde har vi et tilbud til alle forældre om familiesamtaler.
Hvis I som forældre ønsker en samtale, bedes I give personalet besked, således vi i fællesskab kan finde et tidspunkt for samtalen. Ligeledes vil det være godt, med en kort beskrivelse af, hvad I ønsker at drøfte, således vi kan give så kvalificeret en samtale som muligt. I samtalerne forsøger vi sammen at indkredse problematikken og fokus vil være på det som lykkes, jeres ressourcer i familien og opmærksomhed på, hvor problemet ikke er til stede. Dette ud fra ideen om at:
“Intet menneske kan udvikle sig i et negativt defineret felt”
Vi håber, at I vil benytte jer af tilbuddet, som er blevet til med udgangspunkt i vores oplevelser af familiens ændrede livsvilkår samt i erkendelse af, at daginstitutionens pædagogik er nødt til at kunne fange og imødekomme den moderne families behov.
I den forbindelse er det vigtigt for os at slå fast:
- Vi ser familien, som den fundamentale og eksistentielle udviklingsplatform, hvor forældrene bærer hovedansvaret.
- Det er ikke muligt at erstatte forholdet mellem børn og forældre med noget andet. Forældrene kan ikke udskiftes med en professionel.
- Relationen mellem barn og forældre er stadig det vigtigste og mest fundamentale for et barns udvikling, trivsel og læreprocesser.
Eksempler på emner, som kan drøftes kunne være: Sovevaner, spisevaner, magtfordelingen i hjemmet, hvordan får vi sagt det kærlige nej, skolemodenhed, skilsmisseproblematik, søskendejalousi, børn og seksualitet, sorg, selvstændighed, hvad er mit ansvar som forældre, og hvad er børnehavens m.m.
Familiesamtalerne skal ses som et tilbud om i fred og ro at drøfte emner, som I er optaget af. Vi vil understrege, at vi ikke føler os som eksperter på alt vedrørende børn og børns udvikling, men vi ved, at vi er nogle lydhøre og interesserede samtalepartnere, som kender jeres børn og som sammen med jer forhåbentlig kan nå frem til brugbare løsninger til glæde for jeres børn og jer som forældre.